Om kredsen

Kreds 1 ligger i Rødovre og kredsens hundeførere kommer fra en stor del af hovedstadsområdet samt nogle enkelte langvejs fra.


Vi er en frivillig forening, hvor alle bidrager til at skabe gode forhold for vores hunde.


Der er ingen - hverken bestyrelse, trænere, udvalgsmedlemmer etc - som får løn for den indsats, der ydes i kredsen.


Vi afholder en gang imellem arbejdsweekender for alle med tilknytning til kredsen, hvor vi i fællesskab sørger for at holde klubhus og træningsplads i god stand.


Vores historie er :


Kreds1 havde stiftende Generalforsamling d. 26. april 1966


Kreds 1's historie starter faktisk allerede i 1961, nærmere bestemt i december 1961, hvor den nuværende Schæferhundeklub blev startet med ca. 67 medlemmer.


Baggrunden var - hvor utroligt det end lyder - uenighed blandt medlemmerne i Dansk Schæferhundeklub. Det store stridsspørgsmål var - DYSPLASI - nogen ville bekæmpe dysplasi, og andre ville ikke, og resultatet blev, at der blev skabt en ny klub "Schæferklubben", som i januar 1962 underskrev overenskomst med DKK, og herved blev Schæferklubben den eneste DKK/FCI godkendte Schæferklub i Danmark.


De første år var, for at sige det mildt noget besværlige, og der var ikke meget opbakning til den nye klub, men ganske langsomt lykkedes det for klubbens første ledelse at skabe forståelse for klubbens mål og baggrund, og ganske langsomt voksede medlemsskaren, hvilket førte til, at klubben i 1966 vedtog at opdele landet i 12 kredse med numrene 1 til 12. Herefter gik det kun fremad på alle fronter, og i efteråret 1967 kunne man allerede kalde sig "Nordens største Specialklub". En medvirkende årsag til dette var inddelingen af landet i lokale kredse, hvilket gav bedre kontakt til potentielle medlemmer både nye og gamle ejere af schæferhunde.

 

Den 26. april 1966 blev der derfor afholdt en stiftende generalforsamling i restauranten ved Valby Idrætspark, og Schæferklubben Kreds 1 var hermed en realitet.


Det var stærke kræfter, der startede kredsen. Formand blev Orla Bertelsen, en i hundekredsen kendt og utrolig respekteret politimand, som blandt andet i mange år stod som redaktør og udgiver af bogen om Schæferhunden og dens historie. 2 andre kendte personligheder var formand Kaj Nielsen og Kreds 2 formand Kay Pedersen, sidstnævnte bedre kendt som Kato Kay!